Her kan du læse lidt om de behandlingsmetoder, jeg primært anvender ofte i kombination.
Kognitiv adfærdsterapi
I kognitiv adfærdsterapi er udgangspunktet som regel de uhensigtsmæssige tankemønstre og den uhensigtsmæssige adfærd, som synes at have betydning for følelseslivet og for udvikling af symptomer og problemer. Man kigger ofte på, hvad der synes at vedligeholde problemet, og hvad der alternativt kunne fremme en positiv forandring. Som regel inddrages livshistorien og de biologiske, psykologiske og sociale faktorer, som vurderes at have indflydelse med henblik på at opnå en øget indsigt og forståelse.
Kognitiv adfærdsterapi er en psykoterapeutisk hovedretning, der blev etableret i 1960erne. Terapien er løbende udviklet på baggrund af klinisk erfaring, teori og forskning. Der er specifikke forklaringsmodeller for forskellige psykiske lidelser som f.eks. angst og depression samt specifikke metoder og strategier til behandling af disse lidelser.
Medfølelsesfokuseret terapi (CFT)
Medfølelsesfokuseret terapi er en nyere terapeutisk retning, som tilhører den såkaldte 3. bølges kognitiv terapi.
Indenfor denne terapeutiske retning handler medfølelse om: ”En sensitivitet overfor egen eller andres lidelse og årsagerne til den sammen med et dybt engagement i at forsøge at lindre lidelsen og at forebygge den”.
Terapien tager udgangspunkt i, at vi mennesker er mere ens, end vi umiddelbart forestiller os, og at vi langt hen ad vejen kæmper med de samme følelser, problemer og bekymringer, netop fordi vi alle er mennesker.
Den medfølelsesfokuserede terapi handler blandt andet om at give indsigt i, hvordan vi kan forstå menneskelige lidelse som f.eks. angst, skyld eller skam. Den sigter imod at ruste os til at turde se på disse svære følelser og at engagere os i dem, og den sigter imod at udvikle og træne et mere medfølende selv, der kan sætte os i stand til at lindre den psykiske smerte, som vi selv eller andre kæmper med blandt andet ved hjælp af beroligende mindfullness inspirerede øvelser. Terapien baserer sig på et samarbejde mellem terapeut og klient som et team i forhold til det, der er fokus på.
Terapien er grundlagt af den engelske professor Paul Gilbert under navnet Compassion Focused Therapy (CFT).
Emotionsfokuseret parterapi (EFT)
I emotionsfokuseret parterapi er man optaget af at se på de uhensigtsmæssige mønstre, som parret er fanget i. Disse mønstre etableres typisk som resultat af en længsel og en frygt for at miste eller ud fra en tvivl om, hvorvidt den anden er der for én. Helt centralt er det derfor i parterapien, at parret får indsigt i og forståelse for, hvordan netop deres mønster er, og hvorledes de sammen kan bekæmpe det som en fælles fjende.
I parforhold er nogle af de samme mekanismer i spil, som etableres mellem forældre og det lille barn, nemlig den nære og stærke tilknytning, som er så afgørende for vores tryghed og trivsel. Der er derfor i parterapien også megen fokus på at skabe en tryg dialog, som kan hjælpe parret til øget adgang og indsigt i egne og partnerens følelsesmæssige reaktioner. Herved oplever parret typisk nye sider af sig og af den anden, hvilket fremmer en øget følelsesmæssig kontakt.
Netop når parret får hjælp til at turde være mere åbne omkring deres følelser og tanker, kan der opnås viden og forståelse, som bringer parret tættere sammen. Herved styrkes den livsvigtige tilknytning, som sætter parret i stand til at bryde mønstre, og som gør, at den kærlighed, omsorg og længsel, som oprindeligt bragte parret sammen, kan få lov at udfolde sig på ny.
I et parterapiforløb indgår parsamtaler á halvanden times varighed samt en individuel samtale til jer hver, hvor vi blandt andet taler om, hvilken tilknytningshistorie I selv har, og hvordan den eventuelt kan tænkes at spille ind i jeres parforhold.