Mette Duel, autoriseret psykolog, godkendt specialist og supervisor i psykoterapi
Jeg hedder Mette Duel og jeg har arbejdet som psykolog, siden jeg blev uddannet som cand. psych. fra Aarhus Universitet i 2003.
Jeg er åben, venlig og imødekommende, og jeg trives godt med mit arbejde som psykolog. Jeg føler en stor forpligtelse til at yde mit bedste i forhold til de personer, der søger min hjælp, og jeg har derfor altid prioriteret meget højt at dygtiggøre mig via videreuddannelse og erfaring, ligesom jeg altid løbende har modtaget supervision på mit arbejde.
Siden januar 2017 har jeg haft privat praksis, hvor jeg tilbyder individuel terapi og parterapi.
Tidligere har jeg i mange år været ansat som psykolog forskellige steder i psykiatrisk regi og jeg har bred erfaring med udredning og behandling af mennesker med forskellige psykiske lidelser som eksempelvis angst, depression og belastningsreaktioner. I min klinik tilbyder jeg blandt andet hjælp til disse lidelser foruden hjælp til parforholdet og forskellige former for livskriser.
Jeg er autoriseret af Psykolognævnet i 2006 og efterfølgende godkendt specialist og supervisor i psykoterapi af Dansk Psykologforening. Det betyder, at jeg efter min autorisation har gennemført uddannelse af mindst 3 års varighed svarende til i alt 1200 timer, omfattende praktisk sagsarbejde, supervision, egenterapi og teori herunder en toårig uddannelse i kognitiv adfærdsterapi.
Siden min specialistgodkendelse i 2012 har jeg blandt andet taget en uddannelse i medfølelsesfokuseret terapi (Compassion Focused Therapy, CFT), som er meningsfuldt at arbejde med i forhold til for eksempel selvkritik, skyld og skamfølelse. De seneste år har jeg været meget optaget af emotionsfokuseret parterapi (EFT), som jeg har taget flere kurser i, og som jeg løbende videreuddanner mig indenfor.
Jeg er medlem af Dansk Psykologforening, og arbejder efter psykologlovens regler om tavshedspligt og etik.
Endvidere er jeg medlem af International Center for Excellence in Emotionally Focused Therapy. Se danske afdeling her https://dkceft.dk
Jeg er tidligere uddannet sygeplejerske og har 12 års erfaring indenfor dette fag.